Blog

De borgerlige fører i Sverige

Det svenske folketingsvalg nærmer sig med hastige skridt, og for første gang ligger den borgerlige alliance over valgresultatet efter sidste folketingsvalg.

Alliancen, der har haft magten siden valget i 2006, ville få 48,9% af stemmerne, hvis der var valg i dag. Det er ifølge meningsmålingsinstituttet Novus en stigning på én procentpoint.

Moderaterne, der svarer til Det Konservative Folkeparti, stiger marginalt til 31,4% og ville dermed blive Sveriges største parti, hvis der var valg i dag.

Socialdemokraterne falder til 30,3% - en tilbagegang på 2,4 procentpoint siden sidste måling. Det er det laveste tal for de svenske socialdemokrater i en måling fra Novus siden valget i 2006.

Hvis tendensen holder bliver Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt, den første borgerlige-liberale statsminister, der overlever et valg.

Sveriges nuværende udenrigsminister, Carl Bildt, måtte gå af efter kun tre år som statsminister, da han tabte valget i 1994 til socialdemokraterne. Faktisk er ingen borgerlig statsminister nogensinde blevet genvalgt i Sverige.

I den henseende minder Sverige meget om Danmark.

Indtil statsminister Poul Schlüter (K) på imponerende vis vandt fire valg i træk i 1984, 1987, 1988 og igen i 1990, skulle man helt tilbage til 1906 for at finde en borgerlig-liberal statsminister, der beholdt magten efter et folketingssvalg, Venstres J.C. Christensen.

Da Fredrik Reinfelt besøgte Danmark 14 dage efter han var tiltrådt, kunne Politiken berette at den nye svenske statsminister gjorde alt for at tale nordisk samarbejde, den skandinaviske velfærdsmodel og EU, da han mødte pressen på Marienborg.

Det store presseudbud ville imidlertid hellere tale om den række af ministreskandaler, der prægede billedet af den dengang nye svenske regering, men de danske journalister skulle nok have fulgt Reinfelts ønske om at tale politik.

I dag er den politiske tumult fra de første dage ved magten glemt, og tilbage står en regeringsleder, der som en af de eneste i Europa gjorde det rigtige på det rigtige tidspunkt.

Som Politikens lederskribent Lars Trier Mogensen i en glimrende kommentar fortalte forleden, har Reinfeldt sidenhen ført en reformpolitik, som har bragt Sverige hurtigt og effektivt ud af den europæiske nedtur.

Jeg er uenig med Lars Trier Mogensen, når han skriver, at det er højresocialdemokratisk politik. Jeg vil i stedet kalde det klart borgerlig politik, hvor man passer på ressourcerne, og får mere ud af dem.

Moderaternes valgslogan i 2006 var ’Sveriges nya arbetarparti’, og på fornem vis har statsministeren formået at forklare, hvorfor skattelettelser og reformer af velfærdsstaten var den bedste opskrift på at få Sverige gennem krisen og gjort klart til den globale konkurrence. Det bliver regeringen nu belønnet for, og, som jeg skrev i mandags, er det er faktisk ikke er så overraskende.

Vælgerne er langt mere økonomisk ansvarlige end de fleste tror.

Hvis Reinfelt genvinder magten den 19. september og derefter skal på besøg i Danmark, bliver det næppe et problem for ham at sætte dagsordenen på pressemødet.

Af Kasper Elbjørn Tags: ,

Det australske valgdrama – og hvad vi kan lære af det

Dramaet i australsk politik synes ingen ende at have, og det er usædvanlig lidt, vi hører om det spændende parlamentsvalg, der tog en ny drejning i går, søndag.

Efter 78 procent af de cirka 14 millioner afgivne stemmer var talt op så det ud til, at socialdemokraterne mister deres flertal til de nationalliberale.

Imidlertid er der muligvis ingen af de to partier, der har flertal alene, og både Australiens socialdemokratiske premierminister Julia Gillard og de nationalliberales leder Tony Abbott er netop nu i gang med at forhandle med de uafhængige medlemmer af parlamentet samt det lille grønne parti, der er blevet valgt ind.

Valget kommer kun to måneder efter at den stærkt venstreorienterede Julia Gillard blev premierminister efter et kup mod den daværende premierminister Kevin Rudd.

Nogen kan måske huske, hvordan Kevin Rudd blev fejret som en anden Tony Blair, da han vandt valget for små tre år siden efter næsten 11 år under de nationalliberales John Howard.

Kevin Rudd sagde han ville fortsætte den borgerlige regerings økonomiske politik, ligesom han lovede at videreføre de nationalliberales retspolitik og udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Det var dog en noget anden virkelighed, australierne vågnede op til, da først socialdemokraterne fik magt som de havde agt.

Finanspolitikken blev overtaget af keynesianerne i partiet. De forvandlede et A$ 19.7 milliard overskud til et A$ 32.1 milliard underskud under påskud af, at beskæftigelsen skulle stimuleres yderligere for at sikre væksten.

Derudover gik den ekstreme venstrefløj i partiet - med beskæftigelsesminister Julia Gillard i spidsen - i gang med at styrke fagforeningerne, der bakkede regeringen op mod stadig mere magt over regeringens politik.

Rudd kunne heldigvis se, at økonomien var ved at løbe løbsk for regeringen, og for at betale regningen foreslog han en såkaldt »super-skat« for virksomheder. »Super-skatten« fik australierne til at sige fra, og regeringens meningsmålinger tog en hidtil uset rutsjetur – ned ad bakke!

De katastrofale meningsmålinger fik venstrefløjen til at lave en kup mod Rudd, og i slutningen af juni i år, blev ingen ringere end Gillard ny premierminister.

Ved valget i weekenden blev endnu en socialdemokratisk regering vraget som følge af en uansvarlig økonomisk politik. Vi ved ikke om den opstår i en ny konstellation, men resultatet taler sit tydelige sprog.

Man kan diskutere om det er retfærdigt, at Kevin Rudd fik samme behandling som den britiske Gordon Brown, der også blev sat på porten som følge af en uansvarlig økonomisk politik, da Rudd muligvis bare var en svag premierminister, der ikke havde styr på sine partikolleger.

Men hans tidligere regering fortjener ikke bedre.

Der er ved at danne sig et mønster, som alle politikere bør lære af.

Vælgerne er langt mere økonomisk ansvarlige end de politikere, de vælger. Det synes jeg, er godt nyt.

Wall Street Journal havde denne sommer en fremragende leder om, hvad der skete i Australien.

Avisen skrev, at »Kevin Rudd lektionen« er, at vælgerne finder sig i mangt og meget, men når de opdager at politikerne sætter landets økonomi over styr, siger de fra.

Af Kasper Elbjørn Tags: , , ,

Det kræver mod

Det kræver mod at sige sin mening, selvom man ved, at et flertal i befolkningen er uenig.

Jeg hører ikke til blandt de største fans af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), men jeg har stor respekt for den måde, hvorpå han håndterede statsministerembedet, og jeg var enig i hans udenrigspolitiske linje.

Den var rigtig og modig.

Derfor var det godt at se den nuværende udenrigsminister forsvare linjen i går. Jeg var faktisk lidt bange for, at den nye regering også havde taget et opgør med udenrigspolitikken.

Den kultur-liberale
Derimod var jeg ikke altid enig i den indenrigspolitiske linje og økonomiske politik under Anders Fogh Rasmussen.

Da Fogh skulle forklare til Politiken sidste år, hvad han stod for, og hvordan han gerne ville huskes, sagde han, at han var kultur-liberal.

Jeg forstod ikke, hvad det betød dengang, og jeg forstår ikke, hvad det betyder i dag.

Hvis man skal karakterisere den ideologiske kurs 2001-2009, ville jeg nok hælde mere til nationalkonservatisme. Det var sikkert også derfor, at vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) aldrig brokkede sig. Han var godt tilfreds med den ideologiske linje.

Stakkels Ulla
Når jeg diskuterer med mine gamle venner hos tænketanken CEPOS, plejer jeg at bruge det argument, at der ikke er noget at sige til, at daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) kom i politisk unåde hos regeringschefen, og blev flyttet fra undervisningsministeriet til det dengang farveløse udviklingsministerium.

Hun tiltrådte som undervisningsminister i troen på, at nu skulle der føres liberal undervisningspolitik med fokus på mangfoldighed og valgfrihed.

Men det var ikke det, der stod i drejebogen.

Efter tre år på posten blev hun sendt i udviklingseksil, og i stedet fik Bertel Haarder sit gamle ministerium tilbage. Da han tiltrådte, sagde han, at han var »blevet lidt mere voksen og lidt mere blød og venlig,« men politikken var den samme som i 1980erne.

Det passede både statsministeren og de Konservative godt, da man næppe kan kalde hans undervisningspolitik for liberal. Det skriver jeg, selvom jeg ellers anser ham for at være et liberalt fyrtårn.

De nationalkonservatives sejr
Anders Fogh Rasmussens ideologiske linje passede danskerne godt. Ellers var han ikke blevet valgt tre gange. Hvis nogen vandt kultur- og værdikampen i sidste årti, var det derfor de nationalkonservative. Jeg vil lade historikerne dømme om det var Anders Foghs Rasmussens fortjeneste eller om han blot ramte en ideologisk åre, som han forstod at udnytte.

Den udenrigspolitiske linje under Anders Fogh Rasmussen er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at historikerne vil belønne ham for uanset om de er enige eller ej.

Aldrig tidligere har Danmark haft så meget magt og indflydelse som under Fogh.

Den aktivistiske linje blev modigt grundlagt af Uffe Ellemann-Jensen i slutningen af 1980’erne.

Jeg har skrevet et kapitel om »forståelsesbrevet« mellem Ellemann og den Radikale Lone Dybkjær i antologien »20 begivenheder der skabte Danmark«, der afsluttede den såkaldte »fodnoteperiode«, og reelt grundlagde den aktivistiske udenrigspolitik.

Det var ikke en let beslutning – slet ikke for Dybkjær.

Det har heller ikke været let for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og forsvarsminister Hans Hækkerup (V) at fortsætte den aktivistiske linje i 1990erne.

Der er ingen tvivl om, at de må have taget mange kampe med en vis finansminister i de år.

Frøene der blev sået af Ellemann, og voksede under Hækkerup, blev imidlertid høstet af Fogh.

Det krævede også mod.

Ingen vidste om danskerne var parate til at påtage sig det ansvar, der følger af aktivistisk udenrigspolitik, hvor man ikke nøjes med at sige al det rigtige, men også tager ansvar, og kæmper for de værdier, man tror på sammen med andre, der bekender sig til samme værdier.

Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet
Det viste Fogh, at han ikke var bange for at sige, selvom han var midt i en valgkamp.

»Jeg er enig i, at Israel ikke til punkt og prikke overholder alle FN’s Sikkerhedsråds resolutioner,« sagde Anders Fogh Rasmussen på et valgmøde på Aarhus Universitet i 2005. »Men Israel er ikke ledet af en skruppelløs diktator. Det gør en klar forskel. Og Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet. Vi er nødt til at se i øjnene, at der er en særlig historie. Israel er nødt til på en lidt håndfast metode at forsvare sig«.

Jeg er ret sikker på, de fleste danskere faktisk var mere enige i den politik, som oppositionslederen, Mogens Lykketoft (S) repræsenterede, men Fogh stod fast i udenrigspolitikken, og det havde danskerne respekt for.

Jeg selv var enig med Fogh.

En uskøn forening
Derfor er jeg også enig med vores nuværende udenrigsminister, Lene Espersen (K), der torsdag forsvarede regeringens linje overfor Israel efter tre forhenværende udenrigsministre - Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft og de Radikales Niels Helveg Petersen – i en uskøn forening rettede hård kritik mod Israel.

»Det er helt forkert kun at fokusere på Israels ansvar. Skal der ske fremskridt i konflikten, er opskriften ikke at pålægge den ene part det fulde ansvar. Hvorfor forholder mine tre forgængere sig ikke til Hamas-bevægelsens angreb på Israel, og hvorfor stiller de slet ikke krav til palæstinenserne?,« spurgte Lene Espersen retorisk.

Det letteste for den udskældte minister havde været at tale de tre forgængerne efter munden. Jeg tror faktisk, de er på linje med de fleste danskere.

Det betyder dog ikke, at de har ret.

Det ved i hvert fald Uffe Ellemann-Jensen alt om.

Af Kasper Elbjørn Tags: , , , , , , , , ,

Når en fjer bliver fem høns

I går aftes satte jeg mig for at finde ud af, hvad der egentlig stod i Financial Times Deutschland, og hvorfor den danske udenrigsminister blev kaldt »verdens værste« af Daily Telegraph.

En ting er, at de danske medier går i selvsving over tre aflyste møder, og at Financial Times Deutschland rapporterer om, hvad der sker i det lille naboland mod nord, men det undrede mig, at det estimerede engelske dagblad hoppede med på vognen.

Det viste sig da også, at en fjer var blevet til fem høns.

Hvis man vil til bunds i historien, skal man læse analysen, som den står i Financial Times Deutschland. Det var nemlig den, Daily Telegraph og andre netaviser citerede fra.

Imidlertid gik oversættelsen galt for Daily Telegraph, og sætningen »unbeholfenste Außenministerin der EU« blev til »world’s worst foreign minister«.

Jeg skal med det samme erkende, at Politiken ikke røg med på spøgen. I stedet vendte man historien om og undersøgte, om det skader Danmarks interesser, at historien nu ikke længere kun var diskussionsemne i Danmark. Svaret fra eksperterne var nej.

Andre medier prøvede desperat at vise tænder, og citerede lystigt alverdens netaviser for den fuldstændig samme historie. Ikke at det er en undskyldning, men også DR glemte at tjekke kilderne ordentligt, og bragte historien i radioavisen.

Det gamle ordsprog om, at en fjer blev til fem høns, har vist sjældent været mere passende.

Jeg skal til sidst bemærke, at selvom jeg aldrig har stemt på Det Konservative Folkeparti, og sikkert aldrig kommer til det, hører jeg til dem, der mener, at mediedækningen af udenrigsministerens to ferier i henholdsvis påsken og i sidste uge, er gået i selvsving.

I går var ingen undtagelse.

Jeg kender ikke udenrigsministeren personligt, men jeg ved, hun både er kompetent og charmerende. Vigtige dyder når man er topdiplomat. Det kan man næppe sige om alle de udenrigsministre, vi har haft gennem tiden.

Skulle hun have taget et mindre ministerium og eksempelvis genopfundet Økonomiministeriet, som det så ud i 1990′erne? Ja, måske, mådeholdenhed er en af de gode borgerlig dyder, og så var finansministeren også blevet fri for at bruge tid på internationale økonomiske anliggender samt regeringens konjunkturvurderinger og økonomiske redegørelser.

Derudover skal man aldrig gentage en succes.

Tiderne var nok anderledes dengang man kunne være både partiformand og udenrigsminister. I øvrigt var kombinationen ikke særlig succesfuld de første år. De ældre læsere kan sikkert huske valgresultatet i 1987.

Af Kasper Elbjørn Tags:

Hvem vil Per Stig losse i røven?

Kulturminister Per Stig Møller (K) blev for nogle måneder siden interviewet af Informations læsere.

Avisen ligger stadig på mit sofabord.

Jeg genlæste interviewet for nylig, da det er et af de bedste interview med en politiker, jeg har læst i lang tid.

Det handlede ikke om manden. Men om bolden.

Det handlede om politik.

Det handlede om, hvad den konservative legende tror på. Det handlede om, hvor han ser sig selv på den idépolitiske scene anno 2010.

I løbet af interviewet gør kulturministeren det klart, at han har mere end svært ved at se sig selv som en del af den politiske fløj, som læserne definerer som højrefløjen.

»Er jeg højreorienteret«, spørger Per Stig retorisk. »Jeg er bare orienteret, og jeg er konservativ, fordi jeg tror på den evolutionære udvikling og vil forandre for at bevare og skabe nyt og bedre, som Poul Schlüter har udtrykt det«. Interviewet fik mig til at tænke på en anekdote fra den amerikanske præsidentvalgkamp i 1996.

Den tidligere amerikanske senator og præsidentkandidat i 1964 Barry Goldwater besøgte et af Bob Doles valgmøder.

Bob Dole, der også havde en fortid som senator, var vicepræsidentkandidat ved præsidentvalget i 1977 og stillede selv op som republikanernes præsidentkandidat mod præsident Bill Clinton.

»Vi er de nye venstreorienterede i Det Republikanske Parti. Havde du nogensinde forestillet dig det?«, skal Goldwater have sagt til Dole.

Men det var ikke Goldwater og Dole, der var blevet venstreorienterede.

Det var snarere Det Republikanske Parti, der var blevet så meget andet end højreorienteret.

Højrefløjen havde ændret sig, ligesom den har i Danmark.

Barry Goldwater tabte som bekendt stort til præsident Lyndon B. Johnson i 1964, men nederlaget, der stadig er det største i historien, åbnede døren for en ny generation af politikere, der op gennem 1960′ erne og 1970′ erne med klare ideologiske forslag satte en ny borgerlig dagsorden, som stille og roligt vandt tilhængere blandt både republikanere og demokrater.

Derfor var der også mange, som efter præsidentvalget i 1980 konstaterede, at det tog 16 år at tælle stemmerne - og Goldwater vandt.

Det var selvfølgelig Ronald Reagan, der var på valg i 1980, og det er langtfra sikkert, at Goldwater kunne have vundet og genskabt troen på USA efter Vietnamkrigen, Watergate og Jimmy Carters tragiske præsidentperiode, som Reagan gjorde det.

Goldwaters visioner og Reagans lederevner samlede Det Republikanske Partis tre fløje: de palæokonservative - med deres drøm om et samfund af små selvstændige erhvervsdrivende; de neokonservative - med deres antikommunisme og accept af en stor stat; og libertarianerne - med deres afvisning af utopier og ønske om lavere skatter og økonomisk vækst.

Dermed stod partiet ualmindelig stærkt op gennem 1980′ erne, og Reagan vandt ikke overraskende en jordskredssejr, da han genopstillede i 1984.

Op igennem 1980′ erne voksede imidlertid en fjerde ideologisk gruppe frem hos republikanerne, der i dag kendes som det kristne højre.

Mange var forhenværende demokrater, der var frustrerede over den stigende værdirelativisme i Det Demokratiske Parti.

Præsident Reagan prøvede at inddrage det kristne højre for ikke at gøre dem til martyrer, men Goldwater nægtede at føje dem, og i 1990′ erne kom det til et egentligt opgør med partiet.

I antologien »11 konservative tænkere« (CEPOS, 2010) diskuterer jeg, hvorfor det gik, som det gik.

Jeg tror, årsagen er, at Goldwater oprindelig lod sig vælge til Senatet for at bekæmpe fagbevægelsens magt.

Han så samme trussel mod amerikanernes handlefrihed og rettigheder hos det kristne højre i 1990′ erne som hos fagbevægelsen i 1950′ erne.

Han var heller ikke modstander af fri abort som det kristne højre. Goldwater mente, at det var enhver kvindes ret at få abort.

Han kritiserede også højlydt militærets forbud mod homoseksuelle: »Alle ved, at homofile har tjent hæderligt i militæret siden Julius Cæsar«, sagde han og fortsatte, »du behøver ikke at være straight for at være soldat, du skal blot være i stand til at skyde straight«.

Den idépolitiske kamp hos republikanerne i USA kom måske nok 10-15 år før, den virkelig blussede op på højrefløjen i Danmark.

I Danmark var den udløsende faktor Muhammedkrisen i 2005-06, hvor de liberale, konservative og nationalkonservative røg i struben på hinanden.

Derfor er det ikke underligt, at Per Stig Møller ikke vil kaldes højreorienteret i dag.

Han er konservativ, sagde han, og understregede det med et Schlüter-citat.

Jeg har det lidt som Per Stig Møller. Der er efterhånden rigtig mange, som kaldes - eller kalder sig - højreorienterede.

De fleste kan jeg slet ikke identificere mig med.

Jeg er borgerlig-liberal. Jeg mener, at et samfund skal måles på den frihed, det giver sine borgere, og på den tryghed, som det giver sine svageste, som Uffe Ellemann-Jensen engang har sagt.

Nogle år inden Barry Goldwater døde, sendte han denne salut til det kristne højres selvudråbte leder, Jerry Falwell: »Enhver god kristen bør losse Falwell i røven«.

Jeg venter med spænding på at høre, hvem Per Stig vil losse i røven.

Af Kasper Elbjørn Tags: , , ,

Only in America

I 1989 var Li Lu en af de mange studenter på Den Himmelske Freds Plads, der protesterede mod det socialistiske regime i Kina.

I dag er han chef for en investeringsforening og på vej til at afløse forretningsmanden Warren Buffet, der anses for at være en af de bedste investorer i verden, i selskabet Berkshire Hathaway Inc.

Historien om Li Lu forsikrer, at bedst som man troede, politikerne i Washington havde begravet den amerikanske drøm, genopstår den i denne fantastiske historie, man kan læse i den udgave af Wall Street Journal, der kom denne eftermiddag.

Kulturrevolutionen
Li Lu tilbragte sin barndom hos plejefamilier efter hans forældre blev sendt i koncentrationslejre under Kulturrevolutionen.

Kulturrevolutionen blev igangsat af den kinesiske diktator Mao Zedong. Formålet var at udrydde al borgerlig tankegang i Kina og erstatte det med socialisme. Efter Deng Xiaoping tog over i 1978 i gangsatte man en række økonomiske og politiske reformer, der på nogle punkter var et opgør med den tyranniske Formand Mao.

I årene op til sommeren 1989 opstod uenighed om, hvorvidt reformerne var for vidtrækkende eller for uambitiøse, og da den reformvenlige, tidligere partisekretær Hu Yaobang døde den 15. april 1989 benyttede de reformvenlige studenter lejligheden til at vise deres modstand mod det socialistiske regime.

Massakren
Demonstrationerne endte en ren massakre, hvor mellem 400-800 mennesker døde. Efter massakren på den Himmelske Freds Plads flygtede Li Lu sammen med flere andre studenter til Frankrig, og kom derefter til USA.

I dag er Li Lu 44 år gammel, og i et interview for nyligt afslørede Charlie Munger, Berkshire’s 86-årige næstformand, at Li Lu var på vej til at blive en del af Berkshires topledelse.

»Jeg anser det for givent«, skal Munger ifølge Wall Street Journal have sagt.

Warren Buffett, som bliver 80 år i næste måned, siger, at han ikke har nogen aktuelle planer om at træde tilbage, men hvis historien alligevel er sand, bliver den modige frihedskæmper fra den Himmelske Freds Plads en del af det måske mest bemærkelsesværdige generationsskifte i amerikansk historie.

Drømmen lever
Hvor ellers i verden kan man komme som flygtning og på 20 år arbejde sig op i topledelsen af en virksomhed som Berkshire Hathaway.

Only in America.

Jeg har i hvert fald ikke hørt en lignende historie i Danmark, og det er ærgerligt.

I USA står der i forfatningen, at formålet med staten er at sikre grundlæggende frihedsrettigheder samt retten til at bevare eller ophæve den regering, der undlader at sikre folkets individuelle frihedsrettigheder.

Det har gjort Amerika til den frihedsbastion, nationen er i dag - og Li Lus drøm til virkelighed. Tænk hvis vores samfund var baseret på de samme principper.

Af Kasper Elbjørn Tags: ,

Klare og effektive love er vejen frem

Overdrevent restriktive og forældede love og regler er en hindring for udenlandske investeringer.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Verdensbanken, hvor man sammenligner love og regler, som påvirker udenlandske investeringer, på tværs af 87 lande.

Klare og effektive love og regler er derimod afgørende for at sikre de bedste resultater for alverdens økonomier, borgerne og investorer, står der i rapporten, som af en eller anden grund ikke er blevet opdaget af de danske medier her i sommervarmen.

Udenlandske investeringer er afgørende for alle lande
Verdensbanken – eller Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling– blev skabt efter Anden Verdenskrig for at finansiere genopbygningen efter krigen. I dag søger Verdensbanken ved hjælp af lån og rådgivning at reducere fattigdom og fremme bæredygtig økonomisk vækst.

Ifølge den nye rapport fra Verdensbanken er udenlandske investeringer af afgørende betydning for et lands udvikling - især i tider med økonomisk krise.

Udenlandske investeringer bringer kapital og ny teknologi og viden til landet, og det bidrager til at skabe arbejdspladser, ligesom udenlandske investeringer stimulerer konkurrencen i landet ved at nedbringe lokale priser og forbedre borgernes adgang til varer og tjenesteydelser.

Effektive love og regler
Ligesom vi altid har handlet med hinanden, har vi investeret i hinandens lande i hundredvis af år, men som følge af den økonomiske globalisering placerer virksomhederne i højere grad end tidligere deres aktiviteter – lige fra produktion til salg – hvor det bedst kan betale sig.

Dette illustreres af, at de direkte udenlandske investeringer var næsten 150 gange højere i 2007 end i 1970.

Denne udvikling kræver ikke flere love og regler, men effektive love og regler, og de lande der først accepterer og indordner sig globaliseringens konsekvenser, vil stå stærkest fremover.

Det er der ikke noget nyt i.

Det nye er, at vi ikke kan tage globaliseringen for givet.

Stort fald i direkte udenlandske investeringer
Den økonomiske krise har betydet, at direkte udenlandske investeringer siden 2007 er faldet med omkring 40%

Det kan vi heldigvis gøre noget ved.

Ifølge rapporten fra Verdensbanken betyder bureaukratiet i Angola og Haiti, at det kan tage et udenlandsk selskab op til et halvt år at etablere et datterselskab. I Canada og Georgien kan det gøres på mindre end en uge.

Pointen er, at vi skal lære af de bedste for at sikre, at vi ikke falder af globaliseringsvognen.

Kun lidt kritik af Danmark
Danmark bliver heldigvis kun kritiseret én gang i den 200 lange siders rapport fra Verdensbanken.

I 8 af de 87 lande, som rapporten har undersøgt, kan udlændinge ikke eje jord udstykket til erhverv og i 16 lande kan udenlandske selskaber ikke eje landbrugsjord, selvom der for statsborgerne i landene er privat ejendomsret.

Desværre fremhæver rapporten, at dette fænomen ikke er begrænset til udviklings- og overgangsøkonomier, og nævner bl.a. Danmark:

»Mange højindkomst OECD økonomier har også restriktioner over for udlændinge. Danmark, Finland, Grækenland og Irland har eksempelvis begrænsninger for udenlandsk ejerskab af bestemte arealer eller pålægger bopælskrav til udlændinge, der ønsker at erhverve jord.«

Der er masser vi kan gøre bedre
Derudover er der i følge Økonomi- og Erhvervsministeriets analyse »Vækst gennem globalisering - Handlingsplan og baggrundsanalyse« fra 2003 meget andet vi kan gøre for at tiltrække investeringer til Danmark.

I ministeriets analyse står der bl.a., at følgende er en direkte hindring for yderligere indgående direkte udenlandske investeringer:

Andre undersøgelser viser ifølge ministeriet, at Danmark kunne tiltrække ca. 5% flere direkte udenlandske investeringer, hvis alle tilbageværende formelle restriktioner for investeringer i hele OECD blev afviklet.

Det var måske ikke ligefrem en advarsel. Det var en opfordring!

Af Kasper Elbjørn Tags: , ,

Live Aid 25 år efter: Gjorde man en forskel?

I denne weekend er det 25 år siden, at Live Aid blev afholdt.

Live Aid var den største koncert nogensinde, og er i dag kun overgået af jubilæumskoncerten, Live 8, der blev afholdt for fem år siden i de otte lande, der er medlem af G8 samt Sydafrika.

Jeg glemmer aldrig den dag, men ser man tilbage på koncerten i dag, handler Live Aid historien om mere og andet end fantastisk musik.

Jeg tror, vi kan lære meget af initiativet, hvis vi stiller os selv spørgsmålet, om Live Aid gjorde en forskel?

Michael Buercks BBC dokumentar
Allerede i november 1984 tog de to engelske sangskrivere, Bob Geldof og Midge Ure, initiativ til at samle datidens mest kendte musikere for at indspille en julesang. Geldof havde set den forfærdelige BBC dokumentarfilm af journalisten Michael Buerck om hungersnøden i Etiopien, og besluttede at lave en hjælpesang, hvor hele overskuddet fra sangen skulle gå til de hungersramte i landet.

Når man, som jeg, nærmest levede for den musik, som kom fra London i de år, og var helt tryllebundet af den nye musikkanal, MTV, som jeg ellers kun kunne se, når jeg besøgte min moster, var det noget af en oplevelse at se musikvideoen til »Do They Know It’s Christmas?«.

Jeg kan stadig huske, jeg lå og kæmpede mod søvnen på en seng hos mine forældres venner, og ventede på, at DR skulle vise videoen. Jeg blev ikke skuffet. Begejstringen for en lille musiknørd på 10 år var stor, da musikvideoen gik i gang, og Poul Young sang de første strofer efterfulgt af Boy George, George Michael, Simon le Bon, Bono m.fl.

De var der alle sammen. Alle dem jeg kendte fra forsiden af mine LP’er og fra MTV.

United Support of Artists for Africa
Den amerikanske hjælpesang udkom den 25. marts 1985, og blev ligesom »Do They Know It’s Christmas« et kæmpe hit.

Mange tror stadig, at det var sangskriverne Michael Jackson og Lionel Richie, der tog initiativet til den amerikanske hjælpesang »We Are The World«. Men det var faktisk Kongen af Calypso, Harry Bellafonte, der henvendte sig til soulstjernen Lionel Richie og countrysangeren Kenny Rogers for at spørge om de ville medvirke på en velgørenhedssang, hvor alt overskud skulle doneres til en ny organisation kaldt United Support of Artists for Africa (USA for Africa).

Derefter blev Stevie Wonder kontaktet for at være med til at skrive sangen, ligesom Richie tog kontakt med Michael Jackson. Imidlertid havde Wonder ikke tid til at være med i skriveprocessen, og Richie og Jackson endte med at skrive sangen alene.

De to mega-sællerter blev fulgt op af koncertbegivenheden Live Aid, der begyndte lørdag den 13. juli kl. 12 i London og fortsatte i Philadelphia på den anden side af Atlanten resten af natten.

I en Grenada på den tyske autobahn
Hele den frie verden sad klistret til skærmen, da rockgruppen Status Quo åbnede den 16 timer lange koncert med deres »Rockin’ All Over the World« – ja, altså lige undtagen mig. Jeg var på vej hjem fra ferie, og sad på bagsædet med min søster i min fars Ford Grenada på den tyske autobahn, og måtte lytte til koncerten i radioen.

Først da koncerten blev udgivet på DVD 20 år senere fik jeg den spektakulære koncert at se.

Der er ingen tvivl om, at BBCs dokumentar program og Bob Geldofs reaktion fik flere end ellers til at fokusere på de tragiske tilstande i ikke mindst Etiopien.

Verden blev opmærksom. Det var godt. Det var det hele værd.

100 procent fejlmargin
Det er lidt mere usikkert om de mange penge, der blev indsamlet rent faktisk reddede mennesker.

De bistandsreligiøse vil naturligvis sige ja, men dem, der havde en aktiv rolle i Live Aid historien, er mere usikre.

Michael Buerk, der producerede dokumentaren om hungersnøden i Etiopien, skal angiveligt have sagt, at de penge, man rejste, reddede en til to millioner mennesker fra døden.

Daniel Wolf, der er producent af The Hunger Business, en række programmer om nødhjælp i Afrika på den britiske Channel 4, mener, at Buerks tal har »100 procent fejlmargin«.

I, der har set koncerten, kan huske, at Bob Geldof under et interview på Live Aid dagen, sagde: »Just give us the fucking money«. Den vestlige verden lyttede, og der blev samlet mange millioner ind, men i en artikel fra 2004, »What happend to the f***ing money«, skrev Wolf:

»Der var ingen, der talte dem, der fik noget at spise. Og ingen ved, hvad der skete med folk efter, de forlod lejrene, bortset fra, at de vendte tilbage til de vilkår, hvorfra de kom. Disse vilkår var ikke blot betinget af krigen, men Mengistus program for etnisk udrensning ved hjælp af “genbosættelse”, der blev finansieret, direkte og indirekte, ved at støtte operationen. Genbosættelsen førte til, at en halv million mennesker med magt blev flyttet fra den nordlige del af landet mod syd, hvilket angiveligt kostede omkring 100.000 menneskeliv.«

Oberst Mengistu var despoten, der styrtede Haile Selassie som Etiopiens hersker i 1974, og senere henrettede ham.

Mengistu kan meget vel være den største fan af Band Aid, USA for Africa og Live Aid. I hvert fald var han mere end villig til at udnytte Geldof og de mange, mange millioner han rejste til landet.

Mengistu brugte lommepengene – fordi han fik også traditionel ulandsbistand - til at forlænge sit røde terrorregime og krigen i landet med yderligere 6 år.

Forvirringen om hvad der skete med pengene fra hjælpesangene og Live Aid koncerten hører med til historien om Live Aid uanset hvor godt initiativet var, og hvor vigtigt det var, at den vestlige verden blev gjort opmærksom på hungersnøden.

Fire afrikanske forskere skrev i et notat vedrørende ulandshjælp fra 2005, at det at hjælpe Afrika er en nobel sag, men kampagnen har udviklet sig til totalteater – »de blinde leder de uvidende«.

Notatet var især en kritik af den tredobling af bistandshjælpen, der blev gennemført under den amerikanske Præsident George W. Bush. Deres forskning viste, at jo mere ulandshjælp, der kom til Afrika i perioden 1975-2000, des lavere levestandard.

Frihandel er vejen ud af fattigdom
Ulandshjælp kan give mennesker føde, medicin og andre fornødenheder, men det hjælper ikke nødvendigvis folk til at overleve på lang sigt. Ulandshjælp skaber ikke økonomiske incitamenter, der kan sikre en bæredygtig udvikling. Tværtimod forvrænger den ulandshjælp, som blev modtaget efter Live Aid koncerten, markedet til stor ugunst for de fattige.

Der er kun en vej frem, hvis vi vil hjælpe de fattige dele af Afrika, og det er en liberalisering af verdenshandlen.

En liberalisering af verdenshandlen vil give ulandene det økonomiske løft, der var hensigten med Live Aid.

Hvis Bob Geldof fremover vil stå i spidsen for en liberalisering af verdenshandlen og kæmpe for at afskaffe alle toldbarrierer, handelshindringer, statsstøtteordninger m.v. vil han for alvor vise sig at være ulandenes ven.

Af Kasper Elbjørn Tags: , , , , , , ,

Jørgen Leth er tilbage

Jeg har i den sidste uges tid læst Jørgen Leths digtsamling »Det gør ikke noget« (Gyldendal, 2006).

Jeg købte oprindeligt digtsamlingen, fordi jeg var helt vild med den overskudsagtige titel. Kim Skottes anmeldelse af en ny CD udgivelse med Leth fik mig til at læse samlingen.

Han skrev, at unge kunstnere vil give »deres højre inderlår« for at få lov til at arbejde sammen med Jørgen Leth efter han for tre år siden blev hængt ud som »liderbasse og efterfølgende skamfyret fra TV 2« i kølvandet på polemikken omkring udgivelsen af »Det uperfekte menneske« (Gyldendal, 2005).

Ligeså umenneskeligt hårdt løgnene og anklagerne må have været for Leth, ligeså stort menneskeligt overskud viser han med digtsamlingen.

Digtet »Det danske sprog« er samlingens smukkeste. Her er et uddrag:

Hvem er jeg?
Jeg er forfatter, jeg udtrykker mig på et sprog som hedder dansk.
Det er en personlig bekendelse på stranden i Jacmel.
Det er mig der har levet det her liv. Det kan ikke benægtes.
Ærlighed.
Skyldig - hvad vil det sige?
Skyldig i at kneppe unge kvinder.
Jeg har dog elsket dem alle.
Min første kone.
Min anden kone.
Min tredje kone.
Mine kærester i Haiti.

Når jeg fremhæver dette digt, er det fordi, det illustrerer, at Jørgen Leth først og fremmest blev anklaget for at være ærlig. Medierne fandt ham skyldig, og bidrog til festen med smålige og nypuritane angreb, der ikke havde hold i virkeligheden.

Selvdisciplin, pålidelighed og især ærlighed er afgørende værdier, hvis det frie marked, der udgør kernen i vores samfund, skal fungere. Det er symptomatisk, at det lige netop var Jørgen Leths ærlighed, der blev angrebet i de år, hvor alle gode borgerlige dyder blev negligeret, og finanskrisen lurede lige om hjørnet.

Bekræftende er det dog, at vi har lært, at ærlighed skal belønnes.

Kim Skotte skrev, at hetzen mod Jørgen Leth er det bedste, der nogen sinde er overgået Leths karriere. Det må betyde, at en ny generation har taget ham til sig, og det er positivt.

Når Tour de France begynder i morgen, er det med Leth som kommentator igen.

Jeg glæder mig til de detaljerede historier om helte og uheldige, landskaber, vin og mad og kvinder - og til de lange pauser, hvor man spekulerer på, om Leth mon er faldet i søvn.

Jeg glæder mig til at blive smittet af den begejstring, som han har til cykelsporten, i de tre uger, hvor vi følger rytterne på deres vej til Champs-Élysées.

Som det uperfekte menneske Jørgen Leth er, har han tilgivet os, men næppe glemt, hvad han gik igennem. I digtet, som digtsamlingen er opkaldt efter, skriver Leth:

Jeg er rolig
jeg arbejder
jeg skriver tingene ned
jeg sætter punktum.

Af Kasper Elbjørn Tags:

Der er en telefon der ringer i det Hvide Hus

Hver fredag aften viser TV2 News udenrigsmagasinet Ellemann|Lykketoft, der er det seneste skud på stammen over de debatmagasiner, som TV2 News er blevet specialister i at producere.

Magasinet Ellemann|Lykketoft køres med fast hånd af journalisten Martin Krasnik, som gang på gang undrer sig over, at der ikke er større uenighed mellem de to eksministre.

Det er forståeligt nok, at de tilslører deres uenigheder med et skæv smil, men det undrer mig dog, at deres vurdering af den nuværende amerikanske præsident er næsten identisk, og ikke har ændret sig siden han tiltrådte.

Det kommer jeg tilbage til.

Formatet er svært, men lykkes til fulde, og jeg kan helt tilslutte mig antropolog Dennis Nørmarks kritik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 12. juni.

Nørmark skrev, at Ellemann og Lykketoft udmærket er klar over deres forskelligheder, men alt det ævl og kævl fra den indenrigspolitiske scene er her skubbet til side, fordi det ikke rager disse to verdensborgere en pind set i lyset af de meget større sager, der fylder horisonten ud i det internationale perspektiv.

»Her er så synlig respekt imellem de to eksministre, der hører til den gamle skole af politikere med både personlighed og format,« skrev han, og tilføjede: »Ellemann|Lykketoft er ud over at være begavet udenrigspolitisk analyse også et nostalgisk tilbageblik på dengang, da politikere blev støbt i en anden form.«

Det betyder dog ikke, at jeg er enig i alt, hvad de to siger, og derudover synes jeg, det er lidt synd, at al politisk uenighed bliver skubbet til side.

Det gjaldt især i første udsendelse, men igen i fredags hvor de diskuterede den amerikanske præsident Barack Obama.

Ellemann var en smule mere kritisk end Lykketoft, men alt i alt var de enige med studieværten i, at han var den eneste, der kunne lede USA i dag.

Jeg ved godt, det er farligt at kritisere den nuværende amerikanske præsident i Danmark – og ikke mindst på disse sider – men jeg vil nu alligevel vove pelsen, når de to tidligere udenrigsministre ikke tør.

Jeg synes faktisk ikke, han klarer sig særlig godt!

De gode og de dårlige
Der findes gode og dårlige præsidenter.

Det er generelt accepteret, at Washington, den første præsident, er den bedste, og Jefferson, Lincoln og Reagan er blandt de bedste.

Blandt de værste inkluderes normalt Buchanan, der regerede, da Sydstaterne erklærede sig uafhængige, og den korrupte Præsident Harding samt Andrew Johnson, der var den første præsident, der blev stillet for en rigsret. Nixon hører selvfølgelig også til i denne kategori.

Derudover er der heldige og uheldige præsidenter.

Præsident Bill Clinton regnes for en udmærket præsident, men også en meget heldig præsident.

»It All Began in a Place Called Hope« lød hans rammende valgslogan, og han var faktisk født i en by, der hedder »Hope«.

Det siges om ham, at skæbnen smilede til ham, og gav ham otte års relativ verdensfred ovenpå den Kolde Krig samt et verdensomspændende økonomisk boom, som han ikke kunne solde op, fordi Kongressen - med formanden Newt Gingrich i spidsen - ikke gav ham lov.

De uheldige helte
Barack Obama ser ud til at være ligeså uheldig som Jimmy Carter.

Det var ikke Præsident Carters skyld, at oliekrisen hærgede den vestlige verden i slutningen af 1970erne, eller de amerikanske diplomater blev taget som gidsler i Teheran i 1979 efter præstestyrets magtovertagelse i, men han håndterede oliekrisen og gidseldramaet dårligt.

Derfor tabte han valget i 1980.

Præsident Carter prøvede at tørre kriserne af på Nixon og Ford, som han efterfulgte, og det lykkedes i de første år af hans embedsperiode, fordi Nixon og Ford ikke kunne holde mund og nyde deres otium.

Præsident Obama har prøvet samme strategi, og indikeret, at han overtog alverdens problemer fra Præsident George W. Bush.

Strategien har bare ikke virket ligeså godt, som under Carter.

Årsagen er, at Bush konsekvent har undladt at kommentere på de tæsk, han har fået, men i stedet holdt sig helt væk fra mediernes søgelys og brugt tiden siden januar 2009 på at skrive sine erindringer.

Amerikanerne vil have en problemknuser
Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er Obamas skyld, at ethvert økonomisk problem i 30 år blev mødt med lavere renter og mere kredit for til sidst at ende i en historisk finanskrise tre måneder inden han overtog præsidentposten.

Indtil videre har han dog ikke haft en heldig hånd med at få økonomien vendt. Derfor var der ikke mange europæiske ledere, der lyttede til ham, da han forud for G20-mødet i Toronto, der begynder i dag, anbefalede, at de europæiske lande brugte endnu flere af de penge, de ikke har, til at stimulere økonomien.

Det er bestemt heller ikke Obamas skyld, at en olieplatform sank i Den Mexicanske Golf 200 km sydøst for New Orleans tilbage i april, og nu ser ud til at forårsage et af de værste olieudslip i USAs historie.

Indtil videre har han dog brugt tiden på megafondiplomati, der er gået ud på at skælde olieselskabet BP mest muligt ud. Det kan der være mange gode grunde til, men det løser ikke problemet, og det er lige præcis det, amerikanerne gerne vil have, at deres præsident gør: Løser problemer.

obama_gulf_oil_spil_450010p

Foto: Alex Brandon, AP.

Milevidt fra virkeligheden
Da Ellemann og Lykketoft gik i studiet sidste fredag, publicerede den amerikanske avis, Washington Post, en kommentar af den prisvindende kommentator Charles Krauthammer.

Krauthammer tilhører også den gamle skole med både personlighed og format, men derfor undlod han ikke at sige sandheden om Præsident Obama.

»Barack Obama beskæftiger sig ikke med det jordnære. Han blev sendt til os for at gøre større ting. Det sås tydeligt, da han holdt sin tale til nationen fra det Ovale Værelse om olieudslippet«, skrev han.

Hvis du også er en af dem, der slet ikke kan forstå, hvorfor jeg er kritisk overfor Obama, skulle du læse kommentaren.

Krauthammer giver en udmærket forklaring på, hvorfor Obamas meningsmålinger var lavere end Nixons meningsmålinger efter det første år i embedet.

»[Talen] var milevidt fra virkeligheden. Golfen er ved at blive overstrømmet, og præsidenten taler om mystiske veje til ukendte destinationer. Det er det, visioner handler om, og visioner er Obamas ting. Det er også sjovere end at rengøre strande«, slutter Krauthammer.

Clintons onde reklame spøger
Det er lidt over to år siden, at Obama kæmpede mod sin nuværende - og i øvrigt fremragende - udenrigsminister, Hillary Clinton, om at blive præsidentkandidat for det Demokratiske Parti.

Kampagnen varede over et halvt år, og under den hårde kampagne påpegede Clinton især Obamas manglende erfaring.

I en uforglemmelig TV-reklame, som Clinton-kampagnen fik lavet, ser man en typisk amerikansk familie en nat, hvor verden er i krise. Stemmen i reklamen siger:

»Klokken er tre om natten, og dine børn er sikre og sover. Men der er en telefon, der ringer i Det Hvide Hus. Der sker noget et sted i verden. Din stemme afgør, hvem der skal besvare opkaldet.«

I dag, to år senere, ringer telefonen til Præsident Obama, og i bedste fald virker det som om, han ikke hører, at telefonen ringer, eller også gider han ikke tage den.

Præsident Obama er en fremragende retoriker og hans livshistorie er inspirerende for os alle, men det er på tide, han tager telefonen, ser bort fra hvad der står på hans to telepromptere, og tager ansvar.

Af Kasper Elbjørn Tags: , , , , , , , , , , ,